Anastasia Christensen

Jeg er 21 år, og til daglig studerer jeg Molekylær Medicin på 3.semester.

Jeg har altid drømt om AU. Mine forældre mødte hinanden på Matematisk Institut, dengang de gik
her, og min søster startede på AU, da jeg stadig gik i folkeskolen. Så AU har altid været et stort samtaleemne i min familie, gennem hele min opvækst og ungdom. Det er også derfor det altid har været min drøm at gå på det mytiske Aarhus Universitet, som jeg havde hørt så mange historier om. På mange måder er drømmen gået i opfyldelse, den drøm jeg, og så mange andre studerende, har om deres drømmestudie og drømmeuniversitet.

Men på nogle punkter dør drømmen. Der er et gammelt dansk ordsprog: ’Børn skal ses, ikke høres’. Det er et ordsprog, som man mener hører fortiden til, og som ses ned på i dag på mange måder. Men hvis vi blot udskifter et par ord, så det passer til en anden aldersgruppe, er det stadig utrolig gældende. ’Studerende bliver set, men ikke hørt’, det er den realitet, som jeg føler, vi studerende lever i. Vi bliver set og anerkendt som eksisterende og som et ’problem’, der skal
fikses. Der bliver lavet den ene efter den anden reform med fokus på dette ’problem’, og ikke på hvad de studerende ønsker eller har brug for. Vi kan desværre ikke gøre så meget ved de reformer, der udarbejdes af politikerne, men vi kan gøre en indsats for, at mentaliteten om, at vi
studerende skal fikses, ikke spreder sig for langt ind bag AU’s mure.

For det universitetet skal huske er, at vi lever i en symbiose. Vi er alle afhængige af hinanden, både undervisere, professorer, studerende, administration m.m. Det kan godt være, at vi studerende er afhængige af alle dem, der arbejder på universitetet, for at få vores uddannelse,
men det, der tit bliver glemt, er godt indkapslet i Studenterrådets motto: ’Intet universitet uden de studerende’. For ja, vi er afhængige af universitetet, men universitetet er også i den grad afhængige af os studerende, og det skal vi sørge for, at de ikke glemmer. For at vores fælles symbiose kan overleve, skal alle delene fungere, høres og vedligeholdes.

I øjeblikket bliver vi studerende misligholdt og bliver presset gennem uddannelsessystemet med en dårlig kandidat-reform og en dårlig SU-reform. Den dårlige vedligeholdelse fra politikernes side kan
vi ikke gøre noget ved lokalt på AU, men hvad vi kan gøre noget ved, er, hvordan vi bliver vedligeholdt fra universitetets side. For vi fortjener bedre. Vi fortjener at blive set som noget andet end et problem, vi fortjener at blive hørt, vi fortjener at have indflydelse på de beslutninger, der vedrører vores studier og vores trivsel!

Og hvis det går i opfyldelse, så går alle mine drømme om AU i opfyldelse, og nok også mange andre studerendes drømme om et godt uddannelsesrum.

Jens Vase

Jeg hedder Jens Vase og læser medicin på 8. semester. Jeg sidder i studienævnet på medicin og i akademisk råd på HEALTH, og så har jeg arbejdet for elever og studerende i over 10 år – bl.a. som formand for Danske Skoleelever. Dengang sad jeg ofte til møder og forhandlinger med ministre og topdirektører. Her sad jeg altid som den yngste ved bordet, jeg skulle holde hovedet koldt og sikre indflydelse til elever og studerende, uden at lade mig skræmme af de andres jobtitler og hædersbeviser. Dén erfaring kan jeg trække på i AU’s bestyrelse. 

I min fritid er jeg sammen med venner og familie, og så er jeg ofte at finde i fredagsbarer over hele universitetet. I øvrigt skriver jeg skønlitteratur. Jeg nyder at det tager tid at skrive en bog færdig, og at det ikke giver mening at skynde sig. Det minder mig om, at jeg skal gøre mig umage, der hvor jeg er. 

Hvis jeg skal slappe af, spiller jeg yo-yo – det lyder nok mærkeligt – men det er virkelig sjovt og kan rense hovedet på samme måde som når nogle spiller musik. 

Jeg ser alle studerende som mit bagland, og det er umuligt at vide præcist hvad bestyrelsen skal arbejde med i den kommende tid, men én ting er sikkert: Universiteterne er mere pressede end før, og netop nu må vi studerende ikke blive glemt. 

Jeg ser Studenterrådet som en blæksprutte, der har fingeren på pulsen i samtlige fagmiljøer, og netop den tætte kontakt til helt almindelige studerende er afgørende. Det er grunden til at jeg kan arbejde for de studerendes fælles interesser – uanset om de er fra ARTS, NAT, TECH, BSS eller HEALTH. Min opgave i bestyrelsen er ikke at mene noget som Jens Vase, men at formidle og forsvare vores fælles interesser som studerende. 

Når universitetet som institution er under pres af implementeringen af regeringens besparelser og reformer, er det en kamp for overlevelse på institutterne. I kampens hede er det ofte os studerende, som bliver glemt. I bestyrelsen er mine fokuspunkter derfor: 

• Kvalitet: At AU stadig udbyder uddannelser i verdensklasse til trods for besparelser
• Frivillighed: At universitetet hjælper og fremtidssikrer vores frivillige foreninger
• Indflydelse: At almindelige studerende er med til at tage vigtige beslutninger på AU, og at vi ikke bare inddrages, når det hele er afgjort. 
• Trivsel: At man helt oppe fra universitetsledelsen prioriterer, at studerende har det godt, og at man tilgodeser et godt universitetsliv for alle 38.000 studerende på AU.

Alt i alt har jeg meget erfaring med præcis det arbejde, som bestyrelsen kræver. Jeg har meget stor respekt for alle universitetets fagligheder, og jeg vil sætte en ære i at værne om dem. Men vigtigst af alt er, at jeg ikke tager mig selv særlig alvorligt, så hvis man vil skabe forandring, lytter jeg gerne.